Versions Compared

Key

  • This line was added.
  • This line was removed.
  • Formatting was changed.

Formål og anvendelsesområde

Formålet med at udføre forureningsundersøgelser i kloaksystemet er at fastlægge mulige spredningsveje for flygtige komponenter samt at vurdere risiko for påvirkning af indeklimaet i boliger tilkoblet kloaksystemet.

Målinger bag vandlåse og i faldstammer

Formålet med målinger bag en boligs vandlåse eller i en faldstamme er at bestemme koncentrationsniveauet af forureningskomponenter i kloaksystemet, som potentielt kan påvirke boligens indeklima.

Målinger i samlebrønde

Formålet med målinger i samlebrønde er at bestemme koncentrationsniveauet i kloaksystemet samt give grundlag for bestemmelse af kilde og spredningsretning.

Princip

Regionen ønsker feltarbejde udført med kvalitet det er derfor vigtigt at den prøvetager, der udfører arbejdet har fået udførlig instruktion/oplæring.

Desuden forventes det, at prøvetageren har kendskab til de forskellige vejledninger til opsamling af luft på kulrør (oplyses bl.a. af analyselaboratorium), udviser god hygiejne ved prøvetagning samt har kendskab til det udstyr, der kræves for at løse opgaven (pumper mv.).

Endelig skal prøvetageren have generel forståelse for og indblik i bygningskonstruktioner med tilhørende installationer, luft og luftstrømme samt hvilke forhold der er kritiske ved opsamling af luftprøver.

Udstyr og fremgangsmåde

Målinger bag vandlåse og i faldstammer

Til målinger bag vandlåse/i faldstammer anvendes aktiv opsamling, dvs. en slange føres gennem vandlåsen, jf. nedensående illustrationer. På slangen inde i huset påføres et målerør, hvorigennem der pumpes luft fra kloaksystemet. Målerøret er et kulrør indeholdende aktivt kul, som efter måling sendes til laboratoriet til akkrediteret analyse.

Opsamling bag vandlåsen udføres ved at føre en PE slange igennem vandlåsen, slangen tømmes for væske og efterfølgende udtages en prøve på kulrør. Regionen anvender Gilair pumper til udtagning af kloakprøver. Udstyr monteret før kulrøret er altid engangsudstyr og må ikke genanvendes til øvrige prøver. Slange fra kulrør til pumpe kan genanvendes. 

Pumpens flow og hvor store mængder luft der skal opsamles på kulrør, fastlægges som udgangspunkt af hvilke stoffer der skal analyseres for og hvilken detektionsgrænse der ønskes. Vejledende flow og mængder oplyses af analyselaboratorie. Pumpe skal indstilles således at pumpetiden er bestemt af det volumen, der ønskes opsamlet på kulrøret. Herved sikres at koncentrationer udregnes på korrekt grundlag.

Medens luftprøven opsamles på kulrøret tilses pumpen løbende og modtrykket observeres.

Efter endt prøveopsamling forsegles kulrørets ender og kulrør lægges i rilsan-pose der lukkes tæt. Kulrør opbevares i køletaske indtil analyse.



 

 

 

 

Målinger i samlebrønde

Til målinger i samlebrønde anvendes passiv opsamling, dvs. et målerør placeres i samlebrønden i en længere periode (normalt 2 uger) uden aktiv pumpning. Der foretages altså en passiv måling af luften i samlebrønde svarende til indeklimamålinger. Ved måling i udvendige og/eller indvendige samlebrønde skal der være særlig opmærksomhed på risikoen for udluftning (fortynding af den luft der står i samlebrønden) i forbindelse med etablering af målepunktet (når dækslet løftes). 

Målingerne udføres ved at fjerne dækslet på samlebrønden og hænge et ORSA- eller ATD-rør op inden i brønden ca. 1 meter under terræn (dog skal det sikres, at røret ikke rammes af "vand" fra kloaksystemet), jf. nedenstående billede der viser et eksempel på placering af målepunkt. Røret hænges enten i dækslet eller i et søm i siden af brønden. Da der er meget fugt i brøndene kan kondensvand påvirke målerørene. Dækslet lægges på igen og fjernes ikke før de 14 dage er gået. Målerøret (ATD- eller Orsa-rør) sendes til laboratoriet til akkrediteret analyse.

Dokumentation

Følgende skal som minimum dokumenteres ved udtagning af kloakprøver for Region Midtjylland:

  • Lokalitetsnummer
  • Adresse
  • Dato
  • Sagsbehandler
  • Prøvetager
  • Evt. kontaktperson på lokalitet
  • Prøvemærkning
  • Hvorvidt prøvepunkt er permanent eller midlertidigt
  • Beskrivelse af målepunkt
  • Prøveopsamling
    • starttid
    • sluttid
    • ydelse
    • modtryk under prøvetagning
    • total opsamlet mængde på kulrør
    • pumpe nr.
    • prøvemærkning
    • evt. afvigelse fra ønsket prøveopsamling.
  • Billededokumentation af hvert prøvepunkt så placering af prøvepunkt er tydelig
  • Ved indvendige målepunkter – skitse af målepunkt(er) i forhold til faste punkter
  • Ved udvendige målepunkter – indmåling af målepunkter (x,y,z)

 Dokumentation fremsendes som en samlet pdf-fil.