Ved nedlæggelse/overførsel af offentlige vejarealer, så opfordrer regionen til, at der som udgangspunkt udtages og analyseres jordprøver fra de arealer, der nedlægges/overføres, idet offentlige vejarealer er at betragte som V1-kortlagte iht. jordforureningsloven. Typisk vil det være jordpakken (metaller, tjærestoffer og kulbrinter), der bør analyseres for.

Det er desuden vigtigt, at vejejer er opmærksom på, at der ved opbrydningen ikke efterlades asfalt/slagger i jorden, da det ellers vil kunne medføre en efterfølgende kortlægning.

Hvis kommunen som miljømyndighed vurderer, at det i et konkret tilfælde ikke er nødvendigt med analyser til at dokumentere, at jorden i vejarealet er ren, så vil regionen med begrundelse heri typisk træffe afgørelse om, at arealet udgår inden kortlægning. Afgørelsen vil blive meddelt grundejer og registreret i regionens database (JAR). Oplysningerne vil desuden fremgå af ejendomsoplysningsskema trukket fra regionens hjemmeside.

Vi kan dog også vurdere, at forholdet er af bagatelagtig karakter med baggrund i størrelsen af det overførte areal og den konkrete vejstrækning. Vejejer orienteres så om, at vi har vurderet, at der er tale om bagatel, og vi dermed ikke vil træffe en afgørelse iht. jordforureningsloven. Der oprettes ejendomsspecifik sag i SBSYS, hvor sagsmaterialet journaliseres. Der oprettes ikke lokalitet i JAR.